Jeg køber så meget som
muligt økologiske, miljø- og dyrevenlige produkter. Alt der indeholder råvarer
fra dyr skal være økologisk ellers undværer jeg det. Så det jeg først tænker på
er dyrenes velfærd, men jeg går også meget op i, hvad jeg fylder i min krop.
Jeg ved godt, at man ikke kan være 100% sikker på, at alle økologiske produkter
er gode nok, der kan jo være rådne kar alle steder, men jeg har valgt at tro på,
at de er meget bedre end konventionelle produkter. Der er jo visse regler for,
hvad de må indeholde. F.eks. er der kun tilladt 38 E-numre i økologiske fødevarer
mod 350 E-numre tilladt i konventionelle fødevarer.

Det der undrer mig er, at
mange af dem, der hører at jeg er så økologisk, ofte stiller spørgsmål ved økologi
og jeg skal altid forsvare mig selv og mine holdninger til dyrevelfærd. Derimod
stiller de ingen spørgsmål til de konventionelle fødevarer, der er fyldt med
tilsætningsstoffer, pesticider, vækstfremmere og andet usundt og disse bliver
givet til deres børn. Rengørings- og toiletartikler er fyldt med giftstoffer,
men bliver fortsat brugt af mange, også børnefamilier. Dyrevelfærd bliver ikke
skænket en tanke.

Det er selvfølgelig i orden
at man stiller spørgsmål ved økologi, man skal jo ikke tro på alt hvad man hører
og læser, men man bør også stille spørgsmål ved det konventionelle.

Du kan læse om økologi her.