Stampe og Sorte
var navnet på mine dværgkaniner, jeg havde da jeg var barn, den ene grå og den anden
sort. Meget opfindsomme navne. Stampe blev dog senere af en eller anden grund
til Bino.

Jeg fik lyst til
at skrive dette indlæg om dem, fordi jeg ikke syntes, at de havde et godt liv
og det kan stadig den dag i dag gøre mig trist.

Jeg fik lov til
at få dem på den betingelse, at jeg selv havde det fulde ansvar for dem. Jeg
var også meget selvstændig og ansvarlig i en tidlig alder, men at have ansvaret
for nogle levende væsener, er nok ikke noget børn bør have overhovedet.

Jeg vidste ikke
meget om at have kaniner, så jeg havde mine to hanner i samme lille bur. Ingen fortalte mig, at hanner ikke kan gå sammen uden at være kastrerede. Jeg
kan ikke huske, hvor længe de kunne gå sammen, men Sorte begyndte på et
tidspunkt at bide Bino. Da jeg ikke vidste bedre, valgte jeg at få ham aflivet.
Hvorfor var der ikke nogen, der hjalp mig og foreslog mig at have dem i hvert
deres bur eller få dem kastreret? Ikke engang dyrlægen sagde noget. Men det er jo det samme i dag. De
kender ikke til dyrs adfærd og afliver gerne uden grund.

Jeg tog selv til
dyrlægen og afleverede min kanin. Jeg havde heldigvis en veninde med til at
trøste mig, da jeg jo på ingen måde, syntes om det jeg var i gang med, men jeg
troede jo, at der var noget galt med Sorte, fordi han hele tiden bed Bino.

Bino levede derefter alene i det lille bur. De første par år havde jeg da kontakt med ham,
men så blev jeg ældre og skolen og vennerne tog min tid, så det endte med at
han var meget alene. Dog kom han til sidst ud af mit værelse, så han ikke var helt alene,
men det var jo slet ikke godt nok. Han skulle dagligt have haft omsorg og frihed
til at løbe en tur.

Jeg ved nu, at
kaniner er flokdyr og trives bedst sammen med flere kaniner, bare hannerne er kastrerede. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det om, men det kan jeg
ikke. Jeg kan kun håbe, at dette indlæg får andre til at tænke sig om og give
deres dyr et bedre liv.

Da jeg hele mit
liv har været meget glad for dyr, kan jeg slet ikke forstå, at jeg kunne gøre
sådan den gang, men jeg var bare et barn og havde nok ikke fuld forståelse for
dyrs ve og vel. Jeg må derfor på et eller andet tidspunkt tilgive mig selv.

I dag sidder der
stadig masser af kaniner og andre kæledyr på børneværelser, i haver og garager
i alt for små bure uden megen kontakt, selskab af andre dyr eller mulighed for at komme ud at røre
sig.

Jeg ville ønske,
at forældrene ville tage ansvaret for disse kæledyr og sørge for at de bliver
passet ordentligt, og at de får den plads de har brug for eller kommer ud at
løbe eller flyve dagligt.

Mange børn mister hurtigt interessen for deres
kæledyr, så med mindre forældrene selv ønsker at have kæledyr, bør de måske
sige nej til kæledyr. Dyr skal ikke leve isoleret i et lille bur hele livet.