Sammie kom til os
i sommeren 2005. Hun var på det tidspunkt 4 år, hendes familie var blevet skilt,
og de havde derfor ikke tid til hende mere. Heldigt for os, der lige havde
besluttet at vores hund Oscar på 3 år, skulle have en ven.

Vi mødtes med
Sammie for at se om hun og Oscar kunne sammen. Det kunne de jo så og vi fik
aftalt en dag, hun skulle flytte hjem til os.

Sammie var nok
noget forvirret over at blive hentet af en fremmed mand og kørt væk fra alt,
hvad hun kendte til. Så vi gav hende den ro hun skulle bruge til at falde til
og vende sig til alt det nye. Heldigvis gik det forholdsvis hurtigt. Hun var meget
kulret og bange for at vi skulle forlade hende, men som tiden gik blev hun
roligere og kunne ligge for sig selv i andre rum end os. Hun var nu mest til
selskab, så kom ofte og lagde sig i nærheden af en af os.

Oscar og Sammie
skulle også lige lære hinanden at kende, men de blev de bedste venner. Hun var
perfekt til Oscar. Hvis han blev sur, sprang hun bare i hovedet på ham, for at
spørge om de skulle lege, og så var Oscar god igen. De hyggede sig bare ved at
være sammen. To hunde der forstod, respekterede og nød hinanden.

Oscar har altid
været lidt af en bandit, så at få en så dejlig nem hund som Sammie var skønt.
Men havde vi nu fået Sammie som vores første hund, så havde jeg nok aldrig lært
om hundens leveregler,
som jo er så vigtige, selvom man har en nem hund.

Jeg er sikker på,
at Sammie har elsket sit liv hos os og aldrig har tænkt tilbage på, hvor hun kom
fra. Hun har haft et rigtig hundeliv. Hun har fået masser af kærlighed og nus,
masser af god mad og guffer, masser af gode gåture altid uden snor på og med
rig lejlighed til at grave huller og bade. Hun har leget med os og med Oscar.
Hun kunne dog nok have brugt lidt mere leg med Oscar, men pga. hans svage hofte
blev det aldrig i lang tid af gangen. Hun har ikke været meget alene og når hun
har, så har Oscar altid været der. Sidst men ikke mindst, så er hun altid
blevet forstået, så alt i alt et rigtig godt hundeliv.

Desværre fik
Sammie leverkræft og vi mistede hende meget hurtigt. Hun viste os ingen rigtige
tegn på, at hun var alvorligt syg, og en måned forinden havde hun også fået ok
efter et sundhedstjek, så det var meget sørgeligt at finde ud af, at hun var så
syg.

Der gik en uge
fra første dyrlæge besøg, til hun sov ind. Jeg følte, at jeg var lidt i en
twilight zone, for det ene øjeblik havde hun gravet huller på marken, spist og
været glad, og det næste var hun væk. Helt uvirkeligt. Men det betyder jo, at hun har levet
livet til det sidste og ikke har haft mange smerter, hvilket også er en rigtig god
ting.

Sammie var meget
højt elsket og jeg savner hende helt vildt. Jeg håber, at hun har det godt, der
hvor hun er, og at jeg mødes med hende igen en dag, sammen med alle de andre
hunde, der har været i mit liv.

Oscar savner også Sammie, for han virker lidt mut ind imellem, og selvom
han var med, da hun sov ind og fik snuset til hende, var det som om han kiggede
efter hende, da vi var på marken dagen efter.

Vi prøver alle at
komme videre, og Oscar har det oftest fint. Hunde kommer jo hurtigt videre, for
dem er det en del af livet. Det er det selvfølgelig også for os, men vi har
alligevel et helt andet forhold til døden end dyr… Tror jeg.

Hvil i fred søde
Sammie. Vi er så glade for, at du kom til os, da du manglede et nyt hjem. Du
har givet os mange dejlige minder, og du vil altid være i vores hjerter ♥ ♥ ♥

Sammie 31. maj 2001 – 06. september 2012