Da jeg var barn
og ung, havde mine forældre verdens dejligste hund. En Briard der hed Kelly. Han
var på det tidspunkt mit et og alt, og derfor var det også en Briard, jeg skulle
have, ligeså snart jeg havde mulighed for at have hund.

Den mulighed kom
først i 2001, 10 år efter vi havde sagt farvel til Kelly, men han var sandelig værd at vente på. En rigtig
ønskehund. Vi mødte hans opdrættere på en hundeudstilling, og de tog imod os med
åbne arme med det samme, og vi har siden brugt mange timer sammen. Lige fra fødslen
fik vi lov til at besøge kuldet så tit vi havde lyst, og jeg var endda
hundesitter for mor og kuldet, da opdrætterne en dag ikke kunne være hjemme.
Hos disse opdrættere fik hvalpene den bedste start på livet. Deres hjem var
fyldt med kærlighed og varme.

Vi kunne vælge
mellem 2 hanhunde, men der må være en mening med, at vi valgte ham vi gjorde. Oscar
har altid været en helt speciel hund, med rigtig meget personlighed. Han var
også en meget stærk hund, og han blev hurtig kendt i Lynge som bandithunden.

Men jeg gav ikke
op overfor Oscar. Jeg undersøgte alt, hvad jeg kunne for at hjælpe ham til at
blive en gladere hund. Jeg tog til træning og fik hjælp og vejledning af flere
adfærdskonsulenter og andre hundeejere. Når det kommer til hunde, så har alle
en mening, og jeg blev ikke klogere på Oscar. Først da jeg ved et tilfælde
fandt bogen ’Hundelytteren’ gik der et lys op for mig, og jeg begyndte så småt
at hjælpe Oscar.

Oscar blev aldrig
perfekt, han var jo heller ikke en robot, men et voksent selvtænkende individ,
men vi forstod nu hinanden, og jeg vidste, hvilke forbehold jeg skulle tage i
situationer, hvor han kunne stresse. Alt i alt var han en meget rolig, tilfreds
og glad hund.

Desværre fik Oscar
som 2-årig konstateret hofte dysplasi og skulle igennem et par operationer. Vi troede
ikke, at han ville være hos os i mange år, men vi blev velsignet med 11 gode
år. Jeg er sikker på, at han har haft det bedste liv han kunne her hos os. Vi
har gjort alt, hvad vi kunne for at hjælpe ham både psykisk og fysisk, og derfor
tror jeg, at det var meningen at han skulle komme til os. Andre havde måske
givet op pga. hans adfærd eller hans dyre operationer.

Nu kunne Oscar
heller ikke mere. Hofterne var helt væk, og han havde besvær og smerter, når han
gik rundt. Meget hurtigt ville han heller ikke spise, og han blev mere og mere
mut, og så ud som om han bad om hjælp. Desværre var den eneste hjælp han kunne
få, en ende på hans lidelser.

Dyrlægen der
hjalp Oscar til verden i hans første hjem hos opdrætteren, og som har hjulpet
ham med hans HD var også ham, der hjalp Oscar ud af sine pinsler og videre ud på
hans næste rejse. Selvom aflivningen var en af de værste ting, jeg skulle
beslutte og igennem, var der noget rart over at det var denne dyrlæge, der gjorde det.

Det er helt
ubeskriveligt, så meget jeg har elsket Oscar. Det gjorde næsten ondt… Jeg
elsker ham stadig og savner ham voldsomt. Huset er meget tomt nu uden vores
hunde. Det er især tomt uden Oscar, for
han flyttede ind i huset samtidig med os. Selvom jeg ved, at hunde ikke lever så længe, så havde jeg alligevel håbet, at Oscar var blevet hos mig for evigt. Det er meget underligt, at han ikke er hos mig mere, han var jo mit et og alt.

Hvil i fred
elskede Oscar. Jeg håber, at du og Sammie er sammen igen. Du var min ønskehund
med en helt fantastisk personlighed. Du har ligesom Sammie givet os mange
dejlige minder, og du vil altid være i vores hjerter ♥ ♥ ♥

Oscar 30. august
2001 – 15. oktober 2012