Da jeg mistede
mine to elskede hunde Oscar og Sammie, svor jeg, at jeg ikke skulle have hund
igen foreløbigt. Jeg troede ikke, at der ville være kærlighed til en ny ven. Men
som ugerne gik og livet blev ved med at være meget trist og huset tomt, følte jeg,
at jeg havde brug for en ny ven til at hjælpe mig med at komme videre.

Vi har længe talt
om, kun at få hunde gennem internater eller andre steder, hvor der sidder hunde
og venter på nye hjem. Der er alt for mange hunde i denne verden, der venter på
et nyt hjem, og vi føler, at det er bedre at hjælpe dem, der allerede er kommet
til verden, fremfor at gå til en opdrætter og vente på en hvalp.

Selvom jeg ikke var
sikker på, om jeg skulle have en ny hund, så fik jeg alligevel lysten til lige
at se, hvilke hunde, der sad og ventede på nye hjem. Min søgning havnede på en
dejlig 5-årig Cocker Spaniel, Luie. Luies tidligere ejer havde ikke mulighed for at
give ham det liv han var vant til, og som han fortjente. Derfor søgte hun et
nyt hjem til ham.

Tidligere ejer og
jeg havde en længere telefon samtale og aftalte at mødes hjemme hos os. Så
kunne vi møde Luie og hun kunne møde os, og se hvad vi kunne tilbyde Luie.

Det gik fint og
vi blev enige om, at Luie skulle bo hos os. Vi hentede ham en uge senere…

Det første 1½
døgn, var Luie lidt mut, og jeg havde meget ondt af ham og hans tidligere ejer.
Det er aldrig sjovt, at sige farvel til sin bedste ven. Men vi gav Luie ro og
tid til at vænne sig til sine nye omgivelser, og meget hurtigt livede han op og
blev glad, og tidligere ejer får løbende opdateringer, så hun kan følge med i, hvor godt det går.

Vi er nu i gang
med at lære hinanden at kende, og det går bedre dag for dag. Vi får leget og
hygget i hus og have og gået nogle dejlige ture på marken og i skoven.

Jeg savner
selvfølgelig stadig Oscar og Sammie rigtig meget, men Luie hjælper mig til at
tænke på noget andet. Vi havde begge brug for hjælp, og nu hjælper vi hinanden.

Jeg glæder mig meget til den dag, Luie er MIN hund ;o)