Livet efter Oscar og Sammie er ekstremt hårdt.
De to elskede hunde fyldte meget i vores liv, og det var meget uvirkeligt at
miste dem så pludseligt og så hurtigt efter hinanden. Den ene dag er alt godt,
og mindre end 2 måneder senere er de begge væk.

Selvom det nu er 2½ måned siden, vi sagde
farvel til Oscar, har jeg ikke endnu haft en dag uden tårer. Jeg savner ham
stadig frygteligt og har meget svært ved at komme videre. Sammie er
selvfølgelig også savnet, men Oscar var min helt særlige hund, mit et og alt. Det
at jeg fik ham aflivet giver mig følelsen af, at jeg har slået ham ihjel, og
det har jeg meget svært ved at komme over, også selvom det havde været mishandling
at lade ham leve.

Selvom mit savn er stort kunne jeg jo ikke
leve uden hund, det var for underligt og trist. Det var jo en del af min
identitet at have hund. Alle spurgte altid til hundene, så der måtte en ny til
og vi har været så heldige, at Luie kom til os. Det var helt klart meningen, for
han er så sød og nem. Så i denne svære tid skal vi ikke arbejde med problemer,
men bare nyde livet med en hund, der også nyder livet.

Vi får gået en masse lange ture i den skønne
natur, hvilket er godt for både krop og sjæl. Det er dejligt igen at kunne gå
lange ture med en hund, der ikke har problemer med benene pga. hofte dysplasi. Luie og naturen hjælper mig meget.

En stor tak må gå til Luies tidligere ejer,
der har været med til at gøre Luie til den dejlige hund han er ;o)

Jeg håber på, at 2013 bliver et bedre år uden
sorg og smerte.

Godt nytår til alle og husk; giv din hund den
bedst mulige nytårsaften
. Vi skal være hjemme sammen med Luie den første
nytårsaften vi er sammen, så kan jeg se, hvordan han tager det i trygge omgivelser.
Luies tidligere ejer har sagt, at han aldrig har haft problemer med fyrværkeri,
men han kan jo reagere helt anderledes, nu hvor han er et nyt sted. Men jeg
håber da på, at jeg har vist ham, at han kan være tryg hos mig.