Jeg har altid været glad for at have to hunde,
da jeg syntes, de kan give hinanden noget, jeg ikke kan give dem. Vi har nu
haft Luie i snart et år, og jeg tænkte at det måske var tid, til at kigge efter
en hund mere.

Da livet med Luie er så nemt, var jeg
selvfølgelig lidt bekymret for, hvilken hund vi måske ville få. Vi har i
øjeblikket ikke energi og overskud til en hund med mange problemer, der skal
arbejdes med, så der skulle tænkes nøje over det.

Jeg fandt en hund, der var beskrevet som nem
og glad, og jeg kunne se, at hun var et godt sted, så jeg tog kontakt. Vi
mødtes med hunden Esther og hendes ejere et par gange, først hos dem og så hos
os, og alle var glade for at Esther skulle flytte hjem til os.

Der var bare et lille problem, nemlig at
Esther kunne komme i løbetid når som helst, hvilket ikke ville give os tid til
at lære Esther at kende, eller til at få hende steriliseret, men hendes ejere
var også bange for, at der ville gå for lang tid før løbetiden startede, og at
Esther ville mistrives i deres store flok i den tid. Vi blev derfor enige om at
tage chancen, og håbe på at vi kunne nå det.

Esther flyttede ind og var en glad og meget
velfungerende hund. Hun virkede til at falde til i vores hjem lige med det
samme. Begge hunde tog det hele meget roligt. Jeg var overrasket over, hvor
hurtigt de accepterede hinanden. Den store glæde kom, da vi efter en dag, så hundene
tage en god legetur i haven.

Esther havde lidt med at hoppe op af alt ting,
og nappe mad, der stod for fristende tæt på hende, men det var småting, som vi
sagtens kunne komme til livs. Efter et par dage var der allerede bedring.

Desværre skete det, der ikke måtte ske. Luie
syntes pludselig, at Esther var en smule mere interessant efter seks dage, og
så vidste vi, at løbetiden var på vej. Øv. Luie tog det meget pænt i et par
dage, men så måtte vi desværre sende Esther tilbage til sine ejere, da det
ellers ville være ulideligt for Luie. Det var meget trist, men vi kunne ikke
gøre andet. To dage efter startede Esthers løbetid.

4 uger senere hentede vi Esther igen, og der
var stor gensynsglæde hele vejen rundt, men hundene virkede ikke til at have megen
glæde af hinanden i de efterfølgende 15 dage, men vi tænkte og håbede på, at de
bare lige skulle lære hinanden at kende. Det nåede de så desværre ikke.

Efter nogle dage skulle vi jo i gang med alene
hjemme træning, for at se hvordan det ville gå. Det var for begge hunde en ny
situation, og derfor er det en god idé, at træne det, før man går fra hundene i
flere timer. Vi har aldrig haft problemer på det område før, hverken med Oscar
vi havde fra hvalp, eller Sammie og Luie, der var og er omplaceringshunde, så
vi regnede ikke med, at det ville være det sværeste at få til at fungere.
Esther kunne jo sagtens være alene i den flok, hvor hun kom fra.

Desværre ramlede Esthers verden fuldstændigt, når
vi gik fra hende. Fra det øjeblik vi gik ud af døren, begyndte hun at hyle
efter os. Hun hoppede op af alt og op på alle møbler og vindueskarme. Kradsede
voldsomt på døre for at komme ud. Der skete ting, hvor begge hunde kunne have
kommet meget slemt til skade. Vi lukkede af til flere og flere rum, og fjernede
alt hvad vi mente kunne være farligt, men Esther fandt på nye ting hver gang.
Vi prøvede at gå fra dem i kortere tid og i længere tid, men lige skidt havde
hun det. Luie begyndte også at gø, og begge hunde var en del stressede, når vi
kom hjem.

Endelig kom vi hjem en dag og så på filmoptagelsen,
at der havde været helt ro på i 40 min, hvor hundene havde ligget ved siden af
hinanden, uden at røre på sig. De sov begge trygt. Jubii, der var endelig
fremgang. Den aften faldt der en sten fra vores hjerter, for vi havde været
meget bekymret for begge hunde.

Vi ville så fortsætte træningen dagen efter,
men her var den helt gal igen. Jeg ved, at alene hjemme problemet, er et af de
sværeste at arbejde med, men jeg må indrømme, at vi her blev meget fortvivlede,
stressede og triste over situationen, fordi vi var bange for hundenes
sikkerhed, men også bekymrede for Luies ve og vel.

Jeg
havde under hele forløbet holdt Esthers ejere underrettet, og den aften havde
de talt sammen om, at det ville være bedst for Esther, at flytte hjem igen. De
mente ikke, at der ville ske den store ændring i nær fremtid og mente, at
Esther savnede sin store flok alt for meget. Derudover mente de, at det var på
grund af, at vi brugte hundelytter metoden, at det hele gik galt. Den metode
mener ejerne ikke er egnet til Esthers race. Der kunne vi så ikke være mere
uenige, men der er også mange meninger om at have hund.

Jeg
ved ikke, om det ville have gjort en forskel, hvis Esther ikke var kommet i
løbetid og var væk fra os i de fire uger. Jeg ved ikke, om hun nu bare ventede
på, hvornår hun skulle hjem igen. Hun hyggede sig rigtig fint med os, når vi
alle var sammen, men så snart vi gik, var den helt gal.

Det
var enormt hårdt at skulle sige farvel. Selvom vi var fortvivlede over
situationen, så var vi allerede begyndt at holde rigtig meget af Esther, og jeg
var bange for, hvad der så skulle ske med hende. Esthers ejere fortalte os, at
hun skulle blive hos dem, hvilket jeg var meget glad for, men har nu hørt, at hun
nok skal videre til et tredje hjem. Det gør ondt i hjertet. Stakkels Esther.

Vi
er lettede over, at vi ikke skal træne mere ’alene hjemme’, da det var enormt
hårdt at gå fra hundene velvidende den ubehag det ville påføre dem. Vores
fortvivlelse, stress og tristhed er ved at fortage, og vi har fået ro på, men
jeg har en lille følelse af, at jeg har svigtet Esther, selvom hun indtil
videre er der, hvor hun helst vil være, hjemme i sin store flok.

Luie
er livet op igen og blevet meget gladere, hvilket er det vigtigste. Vi har
derfor besluttet, at så længe vi har ham, skal vi ikke have flere hunde. Luie
er også heldig at have flere legekammerater i området, så han kommer
forhåbentligt ikke til at mangle hundeselskab.

Det
blev et langt indlæg, om en hund, der kom forbi på et kort visit, men Esther
skal ikke glemmes. Vi savner hende. Hun er en utrolig sød og kærlig hund, og
hun har ikke fejlet. Hun har bare reageret på sin fortvivlelse, på den eneste
måde hun kunne.

Jeg ønsker
alt det bedste for Esther, og håber at hun får et godt fremtidigt hjem, hvor
hun kan finde ro, også når hun skal være alene.

Der er dog
en ting, jeg ikke forstår, i hele dette triste forløb. Hvis ejerne ikke bryder
sig om den måde, vi har hund på og ikke mener, at den er egnet til Welsh
Springer Spaniels, hvorfor ville de så have, at Esther skulle bo hos os? Vi
kunne jo ikke bruge to forskellige sæt regler til to hunde. Det ville forvirre os
alle, og ville også gå imod alt det, jeg selv tror på. At alle hunde taler samme sprog.

Jeg er fuld af
skuffelse. Jeg føler ikke, at vores frustrationer er blevet forstået, og vores
måde at have hund på, er blevet fuldstændig misforstået. Der var så mange gode
stunder med Esther, men vi får bare at vide, at vi har fejlet. Det er hårdt,
men vi må se at få rystet denne oplevelse af os og komme videre. Jeg har
opgivet, at forklare mere.