Steve, min far, sov desværre ind for en uge siden, kun 71 år
gammel. For mindre end 4 år siden, sagde vi farvel til min farmor, og selvom
jeg var ked af, at min far nu var den ældste i familien, havde jeg ikke drømt
om, at han skulle væk fra mig så hurtigt. For selvom helbredet måske ikke var
på toppen, så stod han absolut ikke med det ene ben i graven.

På en ferie i Italien med min mor, blev han alvorligt syg.
På hospitalet blev han lagt i kunstig koma for at give ham ro og tid til at
hele. Desværre kunne hans krop ikke kæmpe kampen og efter 19 dage i koma, sov
han ind.

Jeg var nede hos ham 2 gange, men fik ikke set ham meget, da
han kun måtte få en besøgende dagligt og ikke særlig længe. Jeg fik talt med
ham, hvilket han reagerede på, men jeg fik aldrig set ham vågen eller sagt
farvel, efter han blev syg. Jeg håber inderligt, at han vidste, jeg var hos
ham.

Italien er ikke stedet, man skal blive syg. Nok er lægerne
dygtige, men de kan ikke engelsk, og det har været et rent helvede, at finde ud
af, hvordan min far har haft det fra dag til dag. Ambassaden i Rom ville ikke
hjælpe. Forsikringen i Danmark ville ikke hjælpe. Min mor og jeg følte os meget
ene og forladt i denne ulykkelige situation. Derudover var byen et rent støjhelvede dag og nat. Vi fik ingen ro på noget tidspunkt.

Ved et rent tilfælde, mødte vi en italiener, der har boet
det meste af sit liv i New York, og han ville meget gerne hjælpe os, når vi
skulle besøge Steve og tale med lægerne. Efter første lægemøde, sagde han, at
vi bare skulle ringe, hvis vi havde brug for ham. Også hvis vi bare ville gå en
tur eller ud at spise. Vi regnede ikke med, at han mente det så bogstaveligt,
men han var ved vores side stort set alle de tidspunkter, vi havde brug for en
tolk. Den periode, jeg var hjemme i Danmark, passede han på min mor og
inviterede på kaffe, is og ud at spise. Han var som sendt fra himlen. Et helt
utroligt godt og rart menneske. Hvis ikke det havde været for ham, så tror jeg,
min mor havde knækket fuldstændigt sammen.

Steve blev kremeret i Italien. Noget vi ikke måtte deltage
i, så vi tilbragte dagen i en park, han engang selv har været i sammen med min
mor, og mindedes ham der. Asken kommer hjem i næste uge. Det er ikke lige til,
da den skal igennem ambassaden i Rom, bedemand i Danmark og alverdens papirer
skal ordnes.

Min mand og jeg bor nu hos min mor i en kortere periode, for
at hjælpe med at rydde op og holde humøret lidt oppe. Det er nu mest min mand,
der rydder op. Han er også en kæmpe hjælp i denne tid. Det er trist at rydde op
i sin fars ting. Steve var musiker og musik var hans liv. Min første tanke var,
hvad pokker meningen er med livet. Al den tid han har brugt i sit
musikværelse, alt hvad han har lavet og samlet, virker helt spildt, nu hvor han
er væk.

Men så skete noget uventet. Jeg blev kontaktet af en af
Steves tidligere elever fra Statens Teater Skole, om at hun meget gerne ville
hjælpe med og deltage i Steves mindestund, som vi holder i stedet for en
bisættelse. Familien, venner og mange gamle kolleger vil alle gerne komme og mindes Steve
og sende ham godt af sted. Der bliver skrevet en mindre artikel om ham, som
kommer i Politiken. Og Steves engelske stampub, Charlie’s Bar, holder en
mindedag for dem, han kendte der. Jeg havde ingen idé om, at han havde rørt så
mange mennesker og var så værdsat. Selvom det ikke bringer ham tilbage, så er
jeg meget rørt, og det hjælper mig i en utrolig trist og uvirkelig tid i mit
liv. Det får mig også til at tænke, at hans liv alligevel ikke har været
spildt.

Et indlæg om min savnede far bør måske ikke kun indeholde alt det triste,
men det har fyldt så meget, at det har været så alvorligt, og at det hele er
foregået i udlandet. Så det var lige det, jeg havde brug for at skrive om. Alle der kender mig, ved at jeg havde et særligt bånd med min far, så det behøver ingen ord.

Steve var min far, og jeg savner ham vildt. Jeg kan slet ikke forstå, at han er væk. Han var her jo lige. Jeg forventer hele tiden, at han kommer ind ad døren. Gid jeg aldrig havde modtaget det telefonopkald. Gid mine forældre var kommet glade hjem fra ferie. Jeg vil aldrig glemme min far.

HVIL I FRED eller GOD REJSE VIDERE.

Jeg elsker dig, og du vil altid være savnet.