Kære Steve

Lige siden du blev syg og lagt i koma, har jeg ønsket og
bedt til, at du ville vågne. Jeg forestillede mig hele tiden, at se dig vågen
på hospitalet. Jeg forestillede mig også, hvordan vi ville fejre jul med dig
hjemme hos os. Alt det vi oplevede, mens du var på hospitalet, ville jeg så
gerne dele med dig. Det fik jeg så desværre ikke muligheden for. Jeg håber
selvfølgelig, at du ved, jeg var hos dig, så meget jeg kunne. Jeg havde også
Jakob med nede den ene gang. Han kom for at støtte os, og for at få os lidt ud
af byen, så vi kunne få lidt andet at tænke på, selvom det var svært.

Ud over sorgen over, at have mistet dig, så bliver det så
hårdt for mig at komme videre, da det er svært for mig at forstå, at jeg ikke
fik sagt farvel til dig. Jeg er så ked af, at du blev så syg, og nok var
forfærdelig bange og havde mange smerter. Ked af, at vi ikke har fået
muligheden for at tale med dig om det, og se dig glad og rask igen.

I ny og næ, er der lige et sekund, hvor jeg tror, at alt er
som før, men jeg bliver hurtigt klar over, at mareridtet er virkelighed. Under
dit sygdomsforløb, var min krop meget stresset over uvisheden. Nu er stressen
væk, men jeg er tynget af sorg. Hele mit indre sitrer, og jeg føler, at jeg er
i en tåge det meste af tiden, men når tankerne tager overhånd, så triller
tårerne.

Jeg savner også at fortælle dig om, hvad der sker lige nu.
Alle de mennesker, der er berørte af situationen. Alle de mennesker der vil
komme til din mindestund og støtte mor og mig, og sende dig godt på vej.

En af de sidste ting, jeg fortalte dig var, at vi nok skulle
passe på mor. Jeg ville ønske du vidste, at vi nu bor i dit og mors hus, og Jakob har
gjort et stort stykke arbejde, for at hjælpe mor lidt videre i livet. Det er
meget underligt, at det ikke er dig, der står i køkkenet. Vi tager snart hjem igen, så nu skal mor i gang med selv at lave mad. Hvordan mon det bliver? Men selvom vi tager hjem, så skal vi nok fortsat hjælpe mor med alt, hvad hun har brug for af hjælp. Hun er også velkommen til bare at hoppe i bilen og komme hjem til os, når det bliver for trist.

Jeg er ked af de ting, du ikke kommer til at opleve nu. Jeg
ved, at det ikke betyder noget for dig nu, men det er meget trist for mig, at du ikke
er en del af mit liv mere.

Hvem skal jeg ringe til, når min computer ikke virker? Hvem
skal Jakob ringe til, når han har et spørgsmål om madlavning? Hvem skal vi købe
god whisky til? Jeg kommer til at savne, at give dig gaver til jul og din
fødselsdag. Det har altid været dejligt, at glæde dig med gaver, især de
uventede, som Jakob var god til at finde.

Jakob er også glad for gaven, I havde fundet i Italien,
inden du blev syg. Det bliver bare meget mærkeligt, at bruge den, men den skal
ikke gå til spilde, når nu du har fundet den, og ønsket at give den til Jakob.
Vi vil tænke på dig, hver gang den bruges. Men bare rolig, jeg vil tænke på dig
hele tiden i meget lang tid.

Jeg vil især bare savne, at du er her. Michael og Jakob skal holde
tale ved din mindestund, og de har spurgt om sjove minder. Underlig nok er det
ikke lige til at komme i tanke om. Du var der bare. Pludselig kom der lidt
sang, en frase, en joke, en grimasse… Måske en sjov bøvs. Det er så også en
af de ting, jeg mindedes med glæde fra barndommen. De fleste forældre lærer
deres børn, at man ikke bare sidder og bøvser. Du gav mig point for mine
bøvser, så det galt om at komme med nogle gode nogen.

Et andet godt minde, er alle de stunder vi har haft, bare dig om mig, når vi har været ude at spise og på pub bagefter. Der er nok ikke mange døtre, der går ud og drikker med deres far, men det gjorde jeg, og vi har hygget os.

Som far, forbød du mig ikke ting, du selv ville gøre. Du og
mor lærte mig, hvor grænsen gik. Jeg overskred den mange gange, men var godt
klar over, hvornår jeg var gået for langt. Du forventede aldrig noget af mig. Ikke fordi du ikke
ønskede mig et godt liv, men du var ligeglad med om jeg blev skraldemand eller
advokat, bare jeg var glad. Du syntes måske nok, at jeg var lidt doven, men det er jeg jo også.

Jeg er opvokset i et hjem med klaver. Jeg blev godt nok
aldrig selv særlig vild med at spille, men jeg elsker musik. Musik betyder
meget for mig. Det kan få mig til at danse, men det kan også få mig til at
græde. Der vil gå lidt tid nu, før jeg skal høre musik igen.

Du var mit engelske link i Danmark. Vi har en stor familien
i England, som jeg heldigvis altid kan besøge, men jeg vil savne det engelske
sprog og humoren i hverdagen. De små fortællinger om dit barndoms- og ungdomsliv og
minderne vi havde sammen.

Grunden til at jeg har skrevet dette brev, er egentlig
fordi, jeg sagde til mor, at der var så meget, jeg gerne ville fortælle dig, og
så sagde hun, at jeg skulle skrive et brev. Det har jeg så gjort.

Det har lettet mit hjertet lidt, meget lidt.

Selvom jeg ved, at du ikke er her mere, så vil der alligevel gå rigtig lang tid, før jeg helt har forstået, at jeg aldrig skal tale med dig, dele noget med dig eller se dig igen. Det er meget uvirkeligt og utrolig hårdt.

Jeg håber, at du er sammen med Nanna, Granddad, Great Nan og alle andre du har savnet, og at vi måske ses igen, den dag jeg skal herfra.

Mange tanker…