Jeg vil gerne dele disse ord om min far, som blev sendt til min mor. De er fra min fars gode kollega og ven Bente zaber. Det rører mig og hjælper mig. Tak Bente.

Kære, kære Lillian!

Det er et meget stort tab for utrolig mange mennesker, at Steve er død, og allerstørst selvfølgelig for dig! Jeg håber inderligt, at du får hjælp til at komme videre og trods smerten og savnet, kan glæde dig over hans rige liv.

Steve var en gave til alle dem han mødte, og det må ha’ været mange! Hans imødekommenhed, kæmpe venlighed, mildhed, store beskedenhed og tolerance er en sjældenhed, som vi alle er blevet beriget af.

Udover hans store menneskelige kvaliteter var han også en kæmpe musiker! Jeg er meget taknemlig over, at jeg fik kontakt til ham på det sidste – det var noget, jeg havde tænkt på, faktisk i flere år, men ikke regnede med, at han orkede. Så var jeg så heldig, at det hele passede sammen med hans onsdagsmøder i elite-ølklubben! De hyggelige og musikalske små masterclasses jeg fik her på Enghavevej, vil være et smukt minde, jeg har med mig fremover.

De bedste kærlige hilsner fra Bente