Min elskede Jakob

Vi har jo i et stykke tid vidst, at du måske skulle herfra, så vi har
fået sagt alt det vi ville til hinanden… Næsten. Jeg vil alligevel gerne lige
sige nogle få ord her til din mindestund, hvis nu, der var nogen, der var i
tvivl om, hvor meget du har betydet for mig.

I dag er det præcis 24 år siden vi blev kærester, og det er desværre
også dagen, hvor vi alle skal sige farvel til dig.

Mit liv vil aldrig blive det samme. Jeg har mistet min bedste ven. Jeg
har mistet mit livs kærlighed. Jeg har mistet mit et og alt. Jeg har mistet mit
liv.

Vores gode ven, Michael, der desværre ikke kan
være her i dag, har skrevet til mig, at jeg også var dit et og alt. Han har
gennem jeres mange samtaler mærket, at vi havde noget andre aldrig oplever.
Michael skriver også, at du ville have valgt det samme halve liv med mig frem
for et helt liv uden mig. Så ja, selvom det er så ubeskrivelig hårdt og gør så
ondt lige nu, så ville jeg også vælge livet med dig igen. Selv med alle dine
skavanker.

Vi var vidt forskellige, men vi havde de samme ønsker til livet, og vi
havde de samme drømme. Vi elskede hinanden, nød at være sammen, og kunne gøre
alt sammen. Okay, fodbold måtte du se alene, og skiferierne var oftest uden mig,
men lidt frihed skulle vi jo også have hver især.

Jeg er dybt taknemmelig for det liv du har givet mig, og det har jeg
også fortalt dig mange gange. Jeg er taknemmelig for, at du ville giftes med
mig, selvom jeg skulle vride armen om på dig. Du var ikke sikker på, om du var
klar. Vi havde også kun været kærester i 13 år. Heldigvis var du meget nem at
overtale, og jeg blev så glad for, at du på vores bryllupsdag sad og viftede
med hånden med vielsesringen på, og sagde, at du var stolt. Jeg er taknemmelig
for mange dejlige overraskelser gennem tiden, især overraskelsen på vores 20
års dag. Jeg havde gået i lang tid og undret mig over, om vi skulle finde ud af
noget eller om du havde gang i noget hemmeligt, men det virkede som om, vi bare
skulle ud at spise. Et par dage før sagde du så, at vi skulle ud at spise, og
jeg var måske en smule skuffet. Du viste mig en liste over restauranter, jeg kunne
vælge imellem. Der stod vist noget med pølsevognen, McDonald’s, Café Norden osv.,
men midt i det hele stod der Mildred’s. En af vores yndlings restauranter i
London, og så vidste jeg jo, at vi skulle en tur til vores by. Tak for en
fantastisk overraskelse og super dejlig tur.

Jeg fortryder ikke noget i vores liv. Vi har haft meget tid sammen, og har
altid hygget os. Vi har rejst meget og oplevet de ting, vi har haft lyst til.

Jeg vil savne livet med dig. Jeg vil savne vores hyggelig hverdag. Jeg
vil savne at komme hjem fra arbejde til en ventende kop te og dig i køkkenet i
gang med at lave lækker mad. Hvad skal jeg nu spise? Jeg vil savne sofahygge
med mere te og masser af chokolade. Jeg vil savne vores gåture i naturen eller
bylivet. Jeg vil savne vores ferier i sommerhus, rejser til storbyer,
naturområder og paradis. Jeg vil savne dit varme smil. Jeg vil savne at være i
dine trygge arme, når jeg har brug for det. Jeg vil savne at tale med dig, og
at du bare er her. Vi kunne altid tale sammen. Jeg fanger mig selv i, at ville fortælle dig noget, men
kommer så i tanke om, at du ikke er her. Jeg savner dig så meget, at det gør
fysisk ondt.

Jeg føler mig meget trist og ensom uden dig. Jeg
er i dyb sorg. Helt ulykkelig og fortabt. Vores hus er tomt og stille. Jeg kan
simpelt hen ikke forstå, at du er væk og aldrig kommer tilbage. Jeg har nået
bunden i mit liv, og er bange for at jeg skal være her i meget lang tid, og
aldrig blive glad igen. Jeg ved, at du ønsker, jeg skal være glad, så det håber
jeg da også, at jeg kan blive med tiden.

Jeg får tårer i øjnene, når vores venner fortæller, hvordan du har sørget
for mig lige til det sidste, så mit liv ikke ville falde helt sammen, hvis du
gik bort. Du har også sagt til dem, at de skal passe på mig, og det kan jeg så
fortælle dig, at det gør de. Tak fordi du altid har passet på mig.

Tak for alt.

Jeg vil elske dig for altid og savne dig, indtil vi forhåbentlig ses
igen.

Jeg håber inderligt, at din sjæl er omkring mig, når jeg har mest brug
for det, for vi er soulmates. Du vil altid være i mit hjerte ♥ ♥ ♥

Jakob 10. marts 1969 – 19. januar 2016