Blog Image

Mit fristed

Velkommen til min blog, mit fristed

Dette er stedet, hvor jeg kan lufte mine tanker om alt mellem himmel og jord. Mine største interesser er dyr, især hunde, og dyrevelfærd. Derudover interesserer jeg mig meget for sundhed og velvære, naturen og rejser, god mad og søde sager, økologi og miljøet, eventyrbøger, musik, britisk historie, britisk stand-up, engelske tv-krimier og komedier.

Må den hund godt være herinde?

Hunde Posted on 10 okt, 2014 10:22:33

Jeg blev nødt til at tage på apoteket i går.
Jeg tænkte, at jeg ville tage min hund med og få en gåtur ud af det. Vores
apotek er lille, så jeg ville bare have bedt min hund sidde lige udenfor, hvor
vi kunne se hinanden, mens jeg lige hentede medicin.

Jeg vil ellers aldrig sætte min hund foran en
butik og forsvinde ind i den. Hunde kan stresse over at være bundet og ikke
kunne komme væk i en faresituation. Derudover kan de blive stjålet. Men her
ville min hund ikke være ude af syne.

Da jeg kom frem til apoteket, så jeg intet
skilt udenfor døren, om at hunde ikke måtte komme ind, så jeg tog ham bare med
ind.

Her var der en lille kø, men Luie lagde sig
bare ned og ventede stille og roligt. Køen blev længere. Vi ventede og ventede.
Pludselig sagde en dame bag mig: ”Må den hund være herinde?”. Jeg vendte mig om og
svarede, at jeg ikke vidste det, men der var ikke noget skilt udenfor. En mand
hjalp mig og sagde, at han altid havde sin hund med ind. Damen svarede bare lidt
småsurt igen, at det var godt, at vi ikke havde allergi, for hendes datter
kunne ikke komme på apoteket, når der var en hund. Apotekeren reagerede ikke,
så jeg vendte mig om igen og lod som ingenting. Jeg havde andre ting i hovedet
end sådan en smålig dame, der nok i flere minutter havde overvejet, hvad hun
skulle sige.

Alligevel irriterer det mig nu, og for at få
det ud af mit system, har jeg valgt, at skrive dette indlæg. Måske irriterer det mig på grund af
måden det blev sagt på. Jeg gjorde jo ikke noget forkert, og der var ingen, der
havde allergi. Hvis datteren var der, kunne de jo vente, til jeg var gået,
eller bedt mig pænt om at tage min hund ud. Værre var det vel ikke?

Hvad med alle andre allergier? Skal vi i det
offentlige rum forbyde ALT, hvad folk kan være allergiske overfor? Det er jo en
umulighed. Hvad med dem, der har pollen allergi? Skal vi forbyde naturen? Jeg
har selv allergi mod katte. Det forhindrer mig nu ikke i, at kæle med dem, der
gerne vil hilse på mig, men jeg tager mine forholdsregler. Piller mig ikke i
øjnene, og sørger for at få vasket hænder så hurtigt som muligt. Jeg ved, at
der er folk, der er meget mere allergiske end mig, men vi kan ikke forhindre
100%, at de ikke kommer i nærheden af det, de ikke kan tåle.

Kan ikke lade være med at tilføje dette foto af min yndlings komiker Ricky Gervais smiley



Esther kom på kort visit

Hunde Posted on 04 nov, 2013 09:19:49

Jeg har altid været glad for at have to hunde,
da jeg syntes, de kan give hinanden noget, jeg ikke kan give dem. Vi har nu
haft Luie i snart et år, og jeg tænkte at det måske var tid, til at kigge efter
en hund mere.

Da livet med Luie er så nemt, var jeg
selvfølgelig lidt bekymret for, hvilken hund vi måske ville få. Vi har i
øjeblikket ikke energi og overskud til en hund med mange problemer, der skal
arbejdes med, så der skulle tænkes nøje over det.

Jeg fandt en hund, der var beskrevet som nem
og glad, og jeg kunne se, at hun var et godt sted, så jeg tog kontakt. Vi
mødtes med hunden Esther og hendes ejere et par gange, først hos dem og så hos
os, og alle var glade for at Esther skulle flytte hjem til os.

Der var bare et lille problem, nemlig at
Esther kunne komme i løbetid når som helst, hvilket ikke ville give os tid til
at lære Esther at kende, eller til at få hende steriliseret, men hendes ejere
var også bange for, at der ville gå for lang tid før løbetiden startede, og at
Esther ville mistrives i deres store flok i den tid. Vi blev derfor enige om at
tage chancen, og håbe på at vi kunne nå det.

Esther flyttede ind og var en glad og meget
velfungerende hund. Hun virkede til at falde til i vores hjem lige med det
samme. Begge hunde tog det hele meget roligt. Jeg var overrasket over, hvor
hurtigt de accepterede hinanden. Den store glæde kom, da vi efter en dag, så hundene
tage en god legetur i haven.

Esther havde lidt med at hoppe op af alt ting,
og nappe mad, der stod for fristende tæt på hende, men det var småting, som vi
sagtens kunne komme til livs. Efter et par dage var der allerede bedring.

Desværre skete det, der ikke måtte ske. Luie
syntes pludselig, at Esther var en smule mere interessant efter seks dage, og
så vidste vi, at løbetiden var på vej. Øv. Luie tog det meget pænt i et par
dage, men så måtte vi desværre sende Esther tilbage til sine ejere, da det
ellers ville være ulideligt for Luie. Det var meget trist, men vi kunne ikke
gøre andet. To dage efter startede Esthers løbetid.

4 uger senere hentede vi Esther igen, og der
var stor gensynsglæde hele vejen rundt, men hundene virkede ikke til at have megen
glæde af hinanden i de efterfølgende 15 dage, men vi tænkte og håbede på, at de
bare lige skulle lære hinanden at kende. Det nåede de så desværre ikke.

Efter nogle dage skulle vi jo i gang med alene
hjemme træning, for at se hvordan det ville gå. Det var for begge hunde en ny
situation, og derfor er det en god idé, at træne det, før man går fra hundene i
flere timer. Vi har aldrig haft problemer på det område før, hverken med Oscar
vi havde fra hvalp, eller Sammie og Luie, der var og er omplaceringshunde, så
vi regnede ikke med, at det ville være det sværeste at få til at fungere.
Esther kunne jo sagtens være alene i den flok, hvor hun kom fra.

Desværre ramlede Esthers verden fuldstændigt, når
vi gik fra hende. Fra det øjeblik vi gik ud af døren, begyndte hun at hyle
efter os. Hun hoppede op af alt og op på alle møbler og vindueskarme. Kradsede
voldsomt på døre for at komme ud. Der skete ting, hvor begge hunde kunne have
kommet meget slemt til skade. Vi lukkede af til flere og flere rum, og fjernede
alt hvad vi mente kunne være farligt, men Esther fandt på nye ting hver gang.
Vi prøvede at gå fra dem i kortere tid og i længere tid, men lige skidt havde
hun det. Luie begyndte også at gø, og begge hunde var en del stressede, når vi
kom hjem.

Endelig kom vi hjem en dag og så på filmoptagelsen,
at der havde været helt ro på i 40 min, hvor hundene havde ligget ved siden af
hinanden, uden at røre på sig. De sov begge trygt. Jubii, der var endelig
fremgang. Den aften faldt der en sten fra vores hjerter, for vi havde været
meget bekymret for begge hunde.

Vi ville så fortsætte træningen dagen efter,
men her var den helt gal igen. Jeg ved, at alene hjemme problemet, er et af de
sværeste at arbejde med, men jeg må indrømme, at vi her blev meget fortvivlede,
stressede og triste over situationen, fordi vi var bange for hundenes
sikkerhed, men også bekymrede for Luies ve og vel.

Jeg
havde under hele forløbet holdt Esthers ejere underrettet, og den aften havde
de talt sammen om, at det ville være bedst for Esther, at flytte hjem igen. De
mente ikke, at der ville ske den store ændring i nær fremtid og mente, at
Esther savnede sin store flok alt for meget. Derudover mente de, at det var på
grund af, at vi brugte hundelytter metoden, at det hele gik galt. Den metode
mener ejerne ikke er egnet til Esthers race. Der kunne vi så ikke være mere
uenige, men der er også mange meninger om at have hund.

Jeg
ved ikke, om det ville have gjort en forskel, hvis Esther ikke var kommet i
løbetid og var væk fra os i de fire uger. Jeg ved ikke, om hun nu bare ventede
på, hvornår hun skulle hjem igen. Hun hyggede sig rigtig fint med os, når vi
alle var sammen, men så snart vi gik, var den helt gal.

Det
var enormt hårdt at skulle sige farvel. Selvom vi var fortvivlede over
situationen, så var vi allerede begyndt at holde rigtig meget af Esther, og jeg
var bange for, hvad der så skulle ske med hende. Esthers ejere fortalte os, at
hun skulle blive hos dem, hvilket jeg var meget glad for, men har nu hørt, at hun
nok skal videre til et tredje hjem. Det gør ondt i hjertet. Stakkels Esther.

Vi
er lettede over, at vi ikke skal træne mere ’alene hjemme’, da det var enormt
hårdt at gå fra hundene velvidende den ubehag det ville påføre dem. Vores
fortvivlelse, stress og tristhed er ved at fortage, og vi har fået ro på, men
jeg har en lille følelse af, at jeg har svigtet Esther, selvom hun indtil
videre er der, hvor hun helst vil være, hjemme i sin store flok.

Luie
er livet op igen og blevet meget gladere, hvilket er det vigtigste. Vi har
derfor besluttet, at så længe vi har ham, skal vi ikke have flere hunde. Luie
er også heldig at have flere legekammerater i området, så han kommer
forhåbentligt ikke til at mangle hundeselskab.

Det
blev et langt indlæg, om en hund, der kom forbi på et kort visit, men Esther
skal ikke glemmes. Vi savner hende. Hun er en utrolig sød og kærlig hund, og
hun har ikke fejlet. Hun har bare reageret på sin fortvivlelse, på den eneste
måde hun kunne.

Jeg ønsker
alt det bedste for Esther, og håber at hun får et godt fremtidigt hjem, hvor
hun kan finde ro, også når hun skal være alene.

Der er dog
en ting, jeg ikke forstår, i hele dette triste forløb. Hvis ejerne ikke bryder
sig om den måde, vi har hund på og ikke mener, at den er egnet til Welsh
Springer Spaniels, hvorfor ville de så have, at Esther skulle bo hos os? Vi
kunne jo ikke bruge to forskellige sæt regler til to hunde. Det ville forvirre os
alle, og ville også gå imod alt det, jeg selv tror på. At alle hunde taler samme sprog.

Jeg er fuld af
skuffelse. Jeg føler ikke, at vores frustrationer er blevet forstået, og vores
måde at have hund på, er blevet fuldstændig misforstået. Der var så mange gode
stunder med Esther, men vi får bare at vide, at vi har fejlet. Det er hårdt,
men vi må se at få rystet denne oplevelse af os og komme videre. Jeg har
opgivet, at forklare mere.



Hope for Paws

Hunde Posted on 13 okt, 2013 14:53:26

Hope for Paws er en amerikansk organisation, der hjælper hunde i nød. De gør ikke tingene helt, som jeg måske ville gøre, når der skal tages kontakt til en bange hund, men de har helt klart hjertet på rette sted, og noget må de gøre rigtigt, da de opnår super gode resultater med glade hunde.

Her er et ud af mange klip om en hund, de har reddet.

//www.youtube.com/embed/xhLriN3nBdE
Du kan læse mere om organisationen og se flere hjertevarmende klip her hos Hope for Paws.



Endnu en uskyldig hund slået ihjel

Hunde Posted on 20 sep, 2013 10:01:03

Hunden Cato bed i foråret en anden hund, da to
hunde kom løbende, mens Cato tyggede på en pind på stranden. Ja, det er jo hvad
der kan ske, hvis man vil tage en pind fra en hund. En dyrlæge bekræftede, at
biddene ikke var nået ned i det underliggende væv, og at der derfor ikke var tale om skambid, men politiet stod fast på
dødsdommen.

Nu er Cato død. Slået ihjel af Helsingør
politi. Nok er det en dyrlæge, der har givet dødssprøjten, men politiet førte
hånden.

Fødevareministeren vil gerne lave hundeloven
om, men syntes ikke der var grund til at sætte aflivningerne i bero. Lov er jo
lov. Ja, det er jo politikerne selv der laver loven, så de kan vel også sætte
den i bero eller arbejde en lille smule hurtigere, så dette vanvid kan stoppe.

Jeg havde ellers sådan håbet på, at Karen
Hækkerup ville gøre et bedre job end den tidligere fødevareminister, men den
post går åbenbart kun til politikere, der ikke bryder sig om dyr og deres
velfærd. Meget meget trist.

Jeg har en fornemmelse af, at vores politikere nyder, når folket er imod dem. Det er en eller anden form for syg
magtfølelse.

Politiet i Nordsjælland er åbenbart også fuldt ud tilfreds med, at folket ikke bryder sig om dem. I hvert fald hundeejere. De har ingen medfølelse overfor de
hundeejere, der står og skal miste deres bedste ven.

Hundene står på internater i flere måneder.
Hunden Thor var blevet så dårligt behandlet, at han var blevet syg. Heldigvis blev han reddet
af Lars Bo Lomholt. Familierne må ikke være til stede, når deres hunde slås ihjel.
Hvor står det lige i loven, at ejerne ikke må det? Og hvorfor er politiet så
meget imod, at hundene får lov til at se deres ejere, som det sidste her i
livet i stedet for en flok bødler? Cato blev sendt hjem i en affaldssæk og
papkasse. En anden ældre mand, fik en regning tilsendt på flere tusinde kroner
for internatophold og aflivning. Hvad er der galt med politiet? Hvis de ikke
har råd til at have hundene stående på internater, så må de jo få sagen afgjort
lidt hurtigere. De afliver jo hundene alligevel.

Politiet i Nordsjælland må kede sig bravt. Det
virker som om, de ikke har andet at lave, end at få uskyldige hunde slået ihjel.

Catos aflivning blev sat i bero, da en dyrlæge
nægtede at aflive hunden, da ejer ikke var indforstået med det. Hvorfor nægter
alle dyrlæger ikke? Ville politiet så bare skyde hundene?

Familiens 15 årige datter siger farvel til
Cato, og politiet spørger: ”Er du snart er færdig?”. Er de fuldstændig blæst?

Det undrer mig, at der nu kun skal være en
dyrlæge ind over afgørelsen om hundebid og en eventuel aflivning. Der bør absolut også være en person
tilstede med forstand på hundeadfærd. Hvis jeg fik lov til at komme med min professionelle mening, tror jeg ikke, der ville være flere aflivninger.

En sidste bemærkning i denne sag, indtil videre
i hvert fald. Lad nu være med at melde hinanden til politiet, hvis jeres hunde har været oppe at slås. Hundene har ikke
fejlet. Det har I.



Bare en hund

Hunde Posted on 14 jul, 2013 17:29:32

Lige mine ord!

JUST A DOG

From
time to time people tell me, “Lighten up, it’s just a dog”, or “That’s a
lot of money for just a dog”. They don’t understand the distance traveled,
the time spent, or the costs involved for “Just a dog”.

Some
of my proudest moments have come about with “Just a dog”. Many hours
have passed and my only company was “Just a dog”, but I did not once
feel slighted.

Some
of my saddest moments were brought about by “Just a dog”. In those
days of darkness, the gentle touch of “Just a dog” gave me comfort
and reason to overcome the day.

If
you, too, think it’s “Just a dog”, then you will probably understand
phrases like “Just a friend”, “Just a sunrise” or “Just
a promise.”

“Just
a dog” brings into my life the very essence of friendship, trust and pure
and unbridled joy.

“Just
a dog” brings out the compassion and patience that makes me a better
person.

Because
of “Just a dog”, I will rise early, take long walks and look
longingly to the future.

For
me and folks like me, it’s not “Just a dog”. It’s an embodiment of
all the hopes and dreams of the future, the fond memories of the past, and the
pure joy of the moment.

“Just
a dog” brings out what’s good in me and diverts my thoughts away from myself
and the worries of the day.

I
hope that someday people can understand that it’s not “Just a dog”. It’s
the thing that gives me humanity and keeps me from being “Just a man or a woman”.

So
the next time you hear the phrase “Just a dog”, smile, because they
“Just don’t understand”.


Author Unknown



Hundens leveregler

Hunde Posted on 28 mar, 2013 12:08:42

Hunde kan ikke forstå vores
sprog, og de kan heller ikke lære det. Hunde har deres egen måde at kommunikere
på og lever efter et bestemt sæt regler. Med brug af hundens leveregler kan vi
kommunikere til hunden, at vi har ansvaret for flokken, hvilket er meget
vigtigt for hunden at vide. Når hunden forstår os og stoler på os, vil den af
egen fri vilje gøre, hvad vi ønsker af den.

Her er en meget kort
beskrivelse af, hvad hundens leveregler går ud på. DU kan læse mere på hundekommunikation.dk.

Genforening efter adskillelse
Ved enhver genforening ignoreres din hund, indtil den
falder helt til ro. Kald så din hund hen til dig og hils. Giv gerne en godbid.
Du stopper kontakten igen. Hver gang du vil have kontakt med din hund, skal du
kalde den til dig. Gå ikke hen til din hund. Lad ikke hunden bestemme, hvornår
der skal være kontakt. Gæster skal følge de samme regler som dig.

Hvis din hund følger dig i
hjemmet og/eller ikke kan være alene hjemme, så brug gestus adskillelse så tit
som muligt: Adskil dig fra din hund nogle sekunder og genforen. Er din hund på
benene, så snart du rejser dig fra en stol, så sæt dig ned igen. Bliv gerne ved
med det så længe du orker, eller indtil din hund kan blive liggende.

Leg
At lege med sin hund er
utrolig vigtigt. Det er sjovt, giver god motion og knytter hund og ejer tættere
sammen. Du bestemmer, hvornår I leger, reglerne for legen, og hvornår I stopper
legen.

Leg fx. boldkast, frisbee,
følg lederen (gåturs træning), søg eller hvad I nu syntes er sjovt.

Undgå trække lege og kamp
lege, da de kan udvikle sig voldsomt.

Fodring
Gestus spisning: Tilbered din hunds mad og en snack til
dig selv. Spis din snack uden at have kontakt med din hund. Sæt madskålen ned
og gå lidt væk fra din hund. Fjern madskålen, når hunden går fra den, om den er
tom eller ej. Gestus spisning kan tages op igen efter en ferie, eller hvis der
opstår problemer senere hen.

Faresignaler
Hjemme: Når din hund gør eller
indikerer på nogen måde, er det et tegn på, at du skal tage over. Tak din hund.
Fortsætter det, så gå hen og se, hvad din hund gør af. Tak den igen. Fortsætter
det, skal din hund isoleres, indtil den er stille. (Ved isolation føres din
hund, stille og roligt uden ord eller anden kontakt, væk fra flokken.) Hvis din
hund gør igen, når du lukker den ud, så isoler igen, indtil den er stille.
Fortsæt til hunden kan forholde sig roligt, når den kommer ud.
(Tak, kig & isoler.) Genforen som normalt.

Ude: Gå væk fra potentielle farer hvis muligt, ellers stå
stille og ignorer det. Når faren er væk roses din hund, og når den er faldet
til ro, går I hjem eller videre.

Gåturen (Jagten)
At gå pænt i snor læres først
og fremmest i hjemmet og i en evt. have. Først ved brug af godbidder, og når
din hund er tryg ved det, bruges snoren. Godbidder kan fortsat bruges.

I snor øves ’stop/start, skift
retning’, husk at snoren altid skal ’smile’. Dvs. at du går rundt i hus og
have, som du har lyst, og din hund skal følge dig. Hvis din hund trækker, så
skal du så snart linen begynder at stramme til, dreje af eller vende om, så
snoren igen er løs og hunden ikke trækker. Det fortsættes indtil din hund kan
gå pænt, uden at trække.

Bliver din hund overivrig ved
tanken om en gåtur, så sig evt. ordet gåtur, flyt rundt på snoren i huset og
tag sko & overtøj på og af, uden at have kontakt med din hund. Den vil med
tiden bliver roligere omkring gåturen.

Når din hund går pænt i snor i
huset og haven, kan du begynde at komme uden for grunden. Du skal først ud og
ind af døren.

Uden
snor laves der jævnligt indkald. Din hund må aldrig være alt for langt væk.
Hvis din hund kommer, når du kalder, så ros den. Kommer den ikke, så gå den
anden vej, uden at kalde mere. Når din hund så kommer, så giv den snor på. Ros
ikke, men skæld heller ikke ud. Fortsæt med snor på eller gå hjem.



Thors helt

Hunde Posted on 01 feb, 2013 11:17:46

Politikerne laver loven. Politiet vil
opretholde loven. Politikerne vil ikke blande sig i politisager. Hvem, hvis
ikke Lars Bo Lomholt, skulle så redde Thor? Lars Bo er en ægte superhelt.

Jeg syntes, at det er så vildt, at dette er
sket i lille bitte Danmark. Endelig en mand, der kunne se, at der var noget helt
galt i denne aflivning. En mand, der ikke bare ville nøjes med ord, men som tog
sagen i egen hånd, da det var den sidste og eneste løsning. Folket gjorde jo
oprør, men intet skete der. Politikerne eller politiet ville ikke stoppe denne
handling. De skubber hele tiden ansvaret over på hinanden, men ingen gør noget. Men det gjorde Lars Bo så. Lars Bo kan nemlig tænke selv, og han ved, hvad
der er rigtigt, lov eller ej.

Tænk at en vaskeægte politimand vil risikere sit job og fremtidige karrieremuligheder, for en hund han slet ikke kender, fordi han ved, at det er en helt urimelig dom. Det er fuldstændig fantastisk. Han burde få en medalje ;o)

Politikerne vil ikke ændre loven pga. en
enkeltsag eller tage hensyn til folkestemningen. Vågn nu op derinde på borgen.
Dette er ikke en enkeltsag. Mange uskyldige hunde aflives, da loven er helt
forkert. Og hvis ikke I skal lytte til folket, som har stemt jer ind, hvem skal
I så lytte til? Er det demokrati?

Vi hylder folk i andre lande, der gør oprør
mod styret. Endelig er der en, der har haft modet til, at gøre det her i landet.

Jeg har læst, at politidirektør Finn Borch
Andersen stadig vil
have Thor aflivet. Kan han da ikke vågne op? Alle gør oprør. Thor skal ikke dø.
Der går ikke noget af politiet, hvis de siger, at de tager sagen op igen og får
nogle fagfolk ind over og ændrer dommen. Det vil da kun være det eneste rigtige
at gøre. Det vil klæde politiet meget, at gøre det rigtige i denne situation. Sikke en opbakning de vil få fra folket. VÅGN NU OP!

Jeg håber inderligt, at politiet tænker sig om
en ekstra gang, så Thor får lov til at leve og komme hjem til sin ejer Jette.

Ellers ønsker jeg Thor og hans nye ejer alt
det bedste. Jeg er sikker på, at Thor skal blive glad, der hvor han er nu. Så en stor tak, skal også gå til dem, samt dyrlægen, der har tilset Thor.

Støt Thor på facebook Lad hunden Thor leve og med din underskrift Stop aflivningen af hunden Thor..

Hvad der kommer til at ske med Lars Bo Lomholt ved ingen, men han skal nok få al den støtte og hjælp han får brug for af folket.

Tak Lars Bo Lomholt.



Thor, hunden rigtig mange vil huske

Hunde Posted on 29 jan, 2013 15:52:19

En historie i medierne fylder meget i mit
hovedet lige nu. Historien er om den 7-årige schæferhund Thor, der skal aflives
i morgen. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, så hvis indlægget er lidt
rodet, beklager jeg, men jeg vil bare så gerne skrige ud til hele verden,
hvordan hunde fungerer, hvordan de skal behandles og hvor forkert hele denne
situation er.

Kort fortalt har Jette, ejer af Thor, været ude
og gå en tur, da en lille hund pludselig springer frem fra en container. Thor
bliver forskrækket og napper hunden. Ejerne taler sammen og udveksler detaljer
i tilfælde af at noget er galt. Der var så et hul, der skulle syes og ejer af
den lille hund, meldte Jette til politiet. Jette fik bøde og betalte, men et
par måneder senere kommer 3 politifolk, for at hente Thor, da de siger han skal
aflives. Nu har Thor siddet på internat i 2 måneder og i morgen skal han
genforenes med ejer, så hun kan sige farvel og være ved hans side, når de slår
ham ihjel.

Jeg har
bare så ondt af både Jette og Thor, men stakkels Thor, der ikke forstår
hvorfor. Tænk først at miste en ejer (Jettes mand døde forinden), stå tilbage med en ulykkelig ejer, for så
også at blive taget fra hende, og så ende på internat.

Forestil jer
så den gensynsglæde, der vil være, når de ser hinanden, og så skal Thor
derefter slås ihjel.

Hvad er det for en syg verden vores hunde
lever i? For det første forstår de den ikke, og for det andet så forstår
mennesket ikke hunden.

Hunde må som det eneste dyr i denne verden
ikke opfører sig som det dyr, de nu er. De skal opføre sig som os, ellers er der
noget galt med dem, og ofte giver folk op på deres hunde og afleverer dem på internat, eller
får dem aflivet.

I andre grumme tilfælde er det politiet, der
er bindegale og beslutter at uskyldige hunde skal aflives. Ofte er folket helt
med på den beslutning, men i denne sag, er der tusinder af mennesker, der er
imod aflivningen af Thor. Alle kan se, at han handlede, som alle andre ville
gøre.

Rigtig mange hunde i denne verden bliver
misforstået af ejer og har af den grund påtaget sig rollen som den ansvarlige
for flokken. Om dette var tilfældet for Thor ved jeg ikke, men der er stor
sandsynlighed for, at han ved mandens død har ændret adfærd, og det har Jette højst
sandsynligt også gjort.

Flokkens struktur ændrede sig ved mandens død,
og for Thor betød det, at roller skulle byttes rundt. Måske var tidligere ejer
leder af flokken? Måske var det Thor? Måske blev Jette ny leder? Måske var det
Thor?

Thor har måske derfor været mere på vagt, for
at beskytte Jette og sig selv. En i flokken mangler, og de må ikke miste flere.
I omtalte situation kommer der lige pludselig en potentiel fare imod dem, og de
bliver begge forskrækket. Thor kan ikke råbe op eller slå med armene. Han kan
kun bruge sin mund. Hvis Thor ville slå ihjel, havde den lille hund været død
på stedet.

Nogen mener, at Thor har fejlet, fordi han har
bidt. Ja, han bed, men ejeren af den lille hund har fejlet. Vi skal alle undgå
fremmede hunde. Går vi rundt om et hjørne, skal vi gå først og sikre, at der
ikke kommer en anden hund gående. Ejer af den lille hund, burde ikke lade sin
hund løbe så langt, at hunden er helt ude af syne.

Hvorfor får Thor og Jette ikke en gang en
chance for at rette op på det? Selvom der ikke er noget for dem at rette op på,
de har jo intet gjort galt. Vi andre får klip i kørekortet, tid i fængslet, men
dødsstraf for et lille bid.

Når disse uheld sker fremover, vil ingen give
navn og adresse fra sig, af frygt for at deres hund bliver slået ihjel.

Flere kommer også med kommentarer om tænk hvis
det var et barn. Ja, så var det barn måske blevet bidt. Hunden er stadig blevet
forskrækket og har blot reageret helt naturligt.

Som lille og ung er jeg selv blevet bidt to
gange af to forskellige hunde. Begge gange var min egen skyld, og heldigvis
blev ingen af hundene aflivet. Den ene hund var vores egen, den anden min
venindes. Havde det været i dag, kunne begge hunde have risikeret aflivning.
Heldigvis er mine forældre så fornuftige, at de heller ikke den dag i dag ville
kræve aflivning, som så mange andre forældre gør.

Hunde må ikke bide, hunde må ikke gø, hunde må
ikke knurre, hunde må ikke blive irriteret. Altså, hunde må ikke blive
forskrækket, bange, stressede eller sige fra, når de har fået nok.

Katte må bide, katte må kradse, katte må sige
fra. Der er mange børn, der bliver kradset og bidt af katte. Der er også mange
katte, hunde og andre dyr, der bliver kradset og bidt af katte. Katte må slå
hinanden halvt eller helt ihjel. Jeg har aldrig hørt om en kat, der er blevet
aflivet, fordi den har angrebet et barn, en kat eller et andet dyr.

Næh, for sådan er katte jo… Hva’ pokker er
forskellen? Hvorfor må hunde ikke være hunde?

Heste og kæledyr som gnavere og
fugle kan også bide, både mennesker og dyr, og det er fuldt ud acceptabelt. Bider hunden én gang, mener mange,
at den skal dø. Hunden får ikke en chance.

Tusinder skriver om dette på nettet, og
forsøger at få det stoppet. Jeg håber, at det lykkedes. Jeg ved, at det ikke er nok
med ord, der skal handling til. Derfor er der heldigvis også en person, der har taget initiativ til at lave en demonstration i morgen. Jeg er desværre for syg til at deltage, men jeg vil være der i tankerne. Mon ikke politikerne skal til at vågne op nu,
og få lavet den hundelov om. Igen tænker jeg, hvorfor har vi en hundelov, men
ikke en kattelov?

Hvorfor nægter alle dyrlæger ikke at aflive
Thor? Ville politiet så skyde ham eller ville han ende sine dage på internatet?

Jeg er helt uforstående overfor, at dette kan
ske. Jeg håber inderligt, at det bliver stoppet. Hvis ikke, håber jeg
politikerne, politiet, juristen, dyrlægen og ejer af den lille hund skammer sig godt og
grundigt.

Tilføjet efter indslaget i TV2 Lorry 29. januar 2013 kl. 22.20:

Flere spørgsmål til vores retssystem tumler
rundt i hovedet på mig.

Hvorfor går der 2 måneder, før det besluttes, at
Thor skal aflives? Hvorfor skal der 3 politifolk til at hente én hund? Har de ikke vigtigere ting at tage sig til? Hvorfor
får Jette ingen advarsel? Jette har jo betalt bøde og forstået, at sagen er
afsluttet. Jette har ingen tid til, at sige farvel til sin hund.

Hvad er det for en ubehagelig og helt umenneskelig måde, at behandle
både hund og ejer på?

Ligegyldigt hvor lille eller stort et bidhul er, så skal hunden aflives. Thor får bidt hul i øret. Skal den anden hund
så ikke også aflives? Hvorfor kan politiet
ikke se, at det de har gang i er helt forkert og sikkert ikke en gang lovligt?
Hvornår kommer der en minister på banen og får det stoppet og får ændret den
hundelov med det samme? Og så ikke noget med at den først skal træde i kraft i
2015.

Thor er besøgshund for ældre og handikappede.
Hvor farlig er det lige han er?

Thor har aldrig før været adskilt fra sin ejer, og så fjerner de ham uden varsel. Hvorfor skal han sidde og vente på
dødssprøjten på et internat i 2 måneder? Kunne han så ikke være hos Jette, med
forbud mod at være udenfor grunden? Så kunne de da være sammen den sidste tid.

Hvorfor bliver Jette (og Thor) ikke hørt? Selv en massemorder ville blive hørt. Hvorfor er det en jurist, der skal afgøre om
en hund skambider? Hvorfor er det ikke en, der har kendskab til hundeadfærd? Det
er jo heller ikke en jurist, der skal afgøre om håndværkere har udført deres
arbejde korrekt eller ej i sager om byggesjusk? Det ved de jo intet om. De ved heller
intet om hundeadfærd.

Politiet er måske bange for at tabe ansigt nu, men jeg syntes, at de taber ALT, hvis de gennemfører dette drab i dag. STOP nu denne aflivning!

Tilføjet efter indslaget i Aftenshowet 30. januar 2013 kl. 19.00:

Thor forsvandt (heldigvis) på mystisk vis fra internatet, hvor han skulle aflives i dag. Det har skabt endnu større debat om hundeloven. Flere og flere melder ud, hvor forkert denne lovgivning er, og i aftes var det formanden for Den Danske Dyrlægeforening, der fortalte Mette Gjerskov, at loven skal ændres. Der bør være hundesagkyndige til at hjælpe politiet i afgørelser om, hvorvidt en hund har skambidt eller ej. Der er alt for mange uskyldige hunde, der bliver aflivet pga. den alt for firkantede lovgivning.

Som sædvanlig kom der ingen konkrete svar fra ministeren. Hvorfor skal politikere altid skubbe ansvaret fra sig og lave undersøgelse på undersøgelse, før der kan ske en ændring? Nu har Mette Gjerskov magten til at ændre loven, og til at få reddet Thor, men hun vil hellere trække sagen i langdrag med undersøgelser om, hvorvidt loven har virket. HALLO, loven virker ikke!!! Thor står til aflivning nu.

De har lavet loven udfra, hvordan vi mennesker dømmes for grov vold. Nu er det altså hunde det drejer sig om, og det kan jo på ingen måde sammenlignes. Vi har heller ikke dødsstraf til mennesker, og hvis politikerne er så glade for at sammenligne hunde og mennesker, hvorfor skal hunde så dømmes hårdere end os?

Tænk at Mette Gjerskov også siger, at hvis en
hund har bidt en anden hund, så er den aggressiv. Hun fortsætter med at stille spørgsmål
til om den så ikke også kan bide et menneske. Jo, enhver hund kan bide, både mennesker og dyr, hvis den føler det nødvendigt for sin eller flokkens overlevelse, men det betyder da ikke, at den er aggressiv, eller at den vil gøre det igen. Som jeg har skrevet før, så er det åbenbart ikke tilladt for hunde, at reagere på noget, de bliver bange for eller
forskrækkede over, for så er de aggressive. De må ikke beskytte sig selv eller
deres flokmedlemmer mod en eventuel fare. De må ikke sige fra overfor børn eller voksne, der driller dem eller gør dem ondt. Det er faktisk helt umuligt for
hunde, at leve i vores verden. Vi kan jo ligeså godt få dem aflivet alle sammen, nu vi er i gang.

Der er et eksempel med en hund, der bliver aflivet, da den har bidt et barn. Da hunden er aflivet, opdager dyrlægen, at
den har flere tegnestifter i hovedet… Om det er en sand historie, er jeg ikke sikker på, men det eller noget lignende kunne ske.

Jeg syntes ikke, at journalisterne får stillet de rigtige spørgsmål, så vi kan få svar på, hvorfor denne uretfærdige dom ikke omstødes, og Thor reddes. Hvordan skal Thor kunne komme hjem, hvis ikke der bliver taget hånd om det nu? Hele Danmark gør oprør. Loven skal ændres NU!

Hvis alle lærte, at
forstå hunde og fik sat sig rigtig ind i hundens leveregler, så hunde ikke kom i situationer, hvor de følte sig nødsagede til at bide, ville der være
et fåtal af bideulykker. Og det er jo bideulykkerne, vi skal forsøge at undgå, fremfor at aflive, når skaden er sket.

Det er helt forkert, at der hele tiden tales om hvorvidt et bid skal udløse aflivning. Vores hunde er nogen af de mest misforståede dyr i verden, og flertallet af dem lever med mennesker, der ikke forstå dem rigtigt. Hvis en hund bider, har ejeren fejlet, ikke hunden. Jeg ved godt, at alle aldrig kommer til at lære den rette måde at have hund på, men det er jo det der skal til.

Så i stedet for aflivning af hunde, der har bidt, burde ejer få påbud om, at hunden skal bære mundkurv, når de er uden for egen grund. Derudover bør ejer få et kursus i hvordan det kan undgåes i fremtiden. Jeg stiller gerne op til hjælp i disse sager.



Børn i snor, tak!

Hunde Posted on 19 jan, 2013 13:12:51

Hvorfor er der så mange regler for, at hunde
skal i snor? Det er fuld forståligt, hvis hunden ikke har lært at gå løs, uden
at skade sig selv eller andre. Men hvis hunden er som min Luie, hvorfor må den
så ikke gå løs? Hvorfor kan den ikke få lov til at gå i fred?

Luie er så dygtig til at gå løs. Han går
stille og roligt og passer sig selv. Han er ligeglad med andre mennesker. Han
går bare forbi. Men folk kan ikke lade ham være. Sidst gik to børn hjem fra
skole, Luie passerede dem, men en af drengene skulle lige stikke hånden ned og
kæle Luie på ryggen. Der skete ikke noget, men hvem siger, at Luie syntes det
er rart, pludselig at blive berørt af en fremmed. Det gik så stærkt, at jeg
ikke nåede, at sige noget for at forhindre det.

Hvis en voksen gør det og bliver bidt, er jeg
lidt ligeglad, altså med den voksne, de burde vide bedre. Hunden burde være
blevet beskyttet af ejer, så ikke det skete. Desværre er det som om folk tror,
at alle hunde er hver mands eje. Men hvis de bliver bidt, så får hunden selvfølgelig skylden.

Oftest går jeg uden om alle fremmede, netop
for at beskytte min hund, men det kan ikke altid lade sig gøre, og så ville det
være rart, hvis folk bare ville lade ham være i fred.

Jeg ser børnegrupper, der får lov til at hilse
på hunde i snor, eller som sidder på armen af ejer. Det er så trist, at hunde
skal udsættes for overgreb af en flok unger, de slet ikke kender.

Hvordan ville vi selv have det, hvis en flok
fremmede kom hen og begyndte at klappe os i hovedet? Jeg ville ikke føle mig godt
tilpas, og jeg ville nok også være bange. Jeg ville også slå ud med armene og
råbe at de skulle stoppe. Når en hund gør det samme, på dens egen måde ved at
knurre og nappe, for evt. til sidst at bide, så syntes folk, at der er noget
galt med hunden.

Der er så mange tilfælde af børn, der bliver
bidt af hunde, og alligevel lader folk fremmede børn kæle med deres hund, uden
at hunden måske har lyst til det.

Hvornår lærer forældre deres børn ALDRIG, at
gå hen til fremmede hunde? Og hvornår lærer de det selv? Har I selv en hund,
der aldrig har bidt, og som I tror er glad for alle, så lad alligevel være med at give
tilladelse til, at fremmede børn eller voksne må hilse på jeres hund.

Vi får aldrig stoppet alle de bideulykker,
hvis ikke folk lærer, at omgås fremmede hunde korrekt. Lad dem være i fred.



Det er ikke kun børn, der venter på julemanden

Hunde Posted on 21 dec, 2012 14:00:00

Glædelig jul. Jeg håber, at I alle får det liv I ønsker og fortjener.

Hvis du og din hund stresser i denne tid, kan mit indlæg Juletid med hunden fra sidste år måske hjælpe.



Næste »